Menu

U19 (M): Fortsætter sejrsmarchen

image Foto: Daniel Bloch, DB Marketing
FC Djursland
02. maj 2021 kl. 15:04
Med to sejre på fem dage fortsætte de unge hajer deres sejrsmarch. Læs kampreferater fra begge kampe herunder.

FC Silkeborg - FC Djursland 1-2 (0-2)
Inden sidste weekends spillerunde toppede de to FC-klubber, Silkeborg og Djursland, rækken med makspoint. Hjemmeholdet dog med en bedre målscorer via bl.a. en imponerede 5-1-sejr over Nørager. Så det var med en stor portion ydmyghed og respekt, vi gik ind til kampen, men med sæsonens hidtil flotteste præstation over to gange 45 minutter fik vi en fuldt fortjent sejr.

Holdet spillede med stor disciplin og fik præget kampen, som på forhånd ønsket. Med to scoringer i 1. halvleg blev Nis Traulsen dagens man-of-the-match. Scoringerne blev flot assisteret af henholdvis Andreas Bager og Christian Jensen. Med en FC Silkeborg-reducering i starten af 2. halvleg var spændingen intakt resten af kampen.

Men forsvaret, med general Bestun i spidsen, fik lukket af i gelederne, så sejren var vel reelt aldrig i fare. Dog burde vi med fine chancer til Nis, Magnus Rasmussen og Christian J. have lukket kampen. Men alt i alt en fantastisk præstation af spillerne.

FC Djursland - Nørager 1-0 (1-0)
Et lokalopgør, der fylder i den lokale "fodboldhistoriebog". Et derby, hvor spillere og trænere har et indgående kendskab til hinanden via otte indbyrdes opgør inden for de seneste blot 3,5 år. Spillemæssigt blev kampen lidt af et antiklimaks i forhold til seneste præstation i Silkeborg.

Vi ramte aldrig samme niveau, hvilket ikke mindst skyldtes en fin Nørager-præstation, hvor "Ankerstjernen" shinede. En kæmpe spiller, som støber kuglerne og spillet, og uanfægtet den store bevågenhed fra vores side runder han snildt tre mand i en telefonboks.

Vi mere end overlever 1. halvleg, da Edis fint bryder et Nørager-opspil. Via fornemt bandespil med Magnus Rasmussen afslutter han klinisk til 1-0 få minutter før halvlegsfløjtet. Meget afklaret bliver pausen brugt på at sadle om. Og med et mere defensivt udgangspunkt i 2. halvleg får vi sat prop i. I hvert fald lykkedes det os vel at holde Nørager nede på en enkelt målchance i 2. halvleg, hvor deres lyn, Rasmus Jensen, heldigvis for os, ikke viste den målnæse, som historisk har været hård ved os.

Offensivt, tja, måske jeg glemmer noget. Men jeg kan simpelthen ikke komme på noget, der potentielt kunne have bragt scoren på 2-0. Symptomatisk for denne type sejre finder man de bedste præstationer i defensiven. Rohde kronede et fint comeback med clean sheet. Man-of-the-match blev Bestun, der leverede en ny pragtpræstation i det centrale forsvar.

På negativsiden udgik Andreas Bager med et brækket håndled i kampens start. Han tog dog fem minutter ekstra, hvor han erobrede bolde og generelt viste prøver på sit kæmpe potentiale. Holdets anfører, Taylor, måtte ligeledes udgå, da han midtvejs i 2 . halvleg mærkede lyskeproblemer. Så 1-0 er meget tilfredsstillende. Og med yderligere perspektivering er det ekstremt positiv at se på holdets sammensætning.

I forhold til hver kamp er vi bagud på alder (rutine), kilo og centimeter. Vi spiller mod Nørager med fire årgang 2004 (U17-spillere), der alle spiller to gange 45 minutter. Så er der otte 03'ere (førsteårs-U19). De to årgang 2002-veteraner, Schütt og Taylor, spillede henholdsvis én og halvanden halvleg. Flex-reglen muliggør brug af op til fem årgang 2001-spillere per kamp. Det afholder vi os fra. Eller det vil sige, vi har benyttet Oliver Blicher, idet Rohde, som er årgangens eneste målmand, har været skadet.

Så ja, Disney-klubben lever. Men det er sådan med disse klubber, at de er kendetegnet ved en grad af skrøbelighed, som dog kan forstærkes af disciplin, hårdt arbejde og forståelsen for, at fodbold er en holdsport...